Breum Borger- og Familieforening afholdt generalforsamling den 21. marts i Sundsøre Hallen.

Foreningen havde tre bestyrelsesmedlemmer på valg, og ingen af dem modtog genvalg. Derfor blev tre nye medlemmer valgt ind i bestyrelsen.

Den nye bestyrelse havde første møde den 1. april og er konstitueret således: Formand Theresa Nguyen Madsen, næstformand Sara Lillelund Jensen, sekretær Henriette Lynge Hehlert samt medlemmerne Anders Schou Brunsgaard, Tonni Bastrup Pedersen, Chris Petersen og Lonnie Vinther. De tre sidstnævnte er alle nyindvalgte.

Den nye bestyrelse oplyser til Salling Avis, at man ser frem til at komme i gang med arbejdet, og håber på endnu større opbakning fra byens borgere, end de i forvejen oplever.

Samtidig vil foreningen gerne sige tak til de udtrådte medlemmer Lone Færk Henriksen, Morten Kirkegaard Jensen og Helene Marie Færk, for den indsats de har ydet i borgerforeningen. Især et stort tak til Lone, som har været en del af borgerforeningen i hele 16 år, som nu er rekorden i foreningen. thr