Cykling Sidst i august dannede Bjerringbro rammen om årets Nordiske BMX Mesterskab, hvor ryttere fra hele Norden og Baltikum dystede i høj fart og med masser af action. Blandt deltagerne var BMX Limfjord, der imponerede stort: Hele otte ud af ni kørere nåede finalerne, og tre kunne tage medaljer med hjem.

Dorte Balle blev nordisk mester i Elite Women , mens Rikke Balle sikrede sig guldet i Challenge Girls 17+ . Sebastian Klit cyklede sig til en flot sølvmedalje i Challenge Mens Cruiser 17–29 .

Resultaterne vækker stolthed i klubben, som kun tæller omkring 30 medlemmer til daglig. At hive tre medaljer hjem fra et internationalt mesterskab er ifølge klubben et bevis på både talent og sammenhold.

BMX Limfjord træner hver uge på banen ved Tøndering Kirkevej og byder alle velkommen, der har lyst til fart, fællesskab og sved på panden.