Jebjerg flagede, og der var sol fra en blå himmel.

Søndag den 29. september var en stor festdag for menigheden i Jebjerg.

Det var dagen, hvor 100-års jubilæet for udvidelsen af Jebjerg Kirke blev markeret. Det var også dagen hvor Jebjerg Kirkegårds Mindelund blev indviet, plus der var indvielse af Jebjerg-Lybys nye sognehus.

En festgudstjeneste måtte der til, og alle sejl blev sat. Kirken var festligt pyntet med levende lys, blomster i årstidens farver, og på alteret lå den flotteste nye alterdug.

En alterdug med smukt kniplet kant lavet af Helle Mogensen fra Jebjerg. Hun har brugt over 250 timer på dugen, som for fremtiden vil dække det smukke gamle alter i kirken.

Efter kirkehandlingen fik Helle Mogensen overrakt en fin gave fra Jebjerg-Lyby Menighedsråd som en stor tak for sin flid, og den smukke gave til sognet.

Nok er Jebjerg Kirke i dets nuværende form »Kun« 100 gammel, men Jebjerg har haft en kirke siden 1200-tallet, og den nederste del af den nuværende kirkes tårn kan dateres tilbage til 1400-tallet.

Ved kirkens udvidelse byggede man tårnet højere og kirken længere og bredere, så den kunne huse langt flere mennesker. Udvidelsen var stærkt nødvendig, da byens indbyggerantal hurtigt voksede til mere end det dobbelte, da byen jo som bekendt blev stationsby, da Sallingbanen mellem Skive og Glyngøre kom til i 1883.

Pastor Niels Kristian Glud, som var sognepræst i Jebjerg fra 1873 til 1921, kan tilskrives en stor del af æren for kirkens udvidelse, da han virkelig kunne trække kirkegængere til kirken.

Dagens festgudstjeneste blev forestået af sognepræst Laila Hansen og selveste biskoppen for Viborg Stift, Henrik Stubkjær.

Der var ligeledes besøg i kirken af Østsalling Koret, der sang så smukt under ledelse af organist Wojtek Sciborowski.

Kirken var fyldt til bristepunktet, og efter gudstjenesten og altergang, blev alle inviteret med udenfor til en indvielse af Jebjerg Mindelund.

Kirken har sit eget »Gravminde Udvalg«, som består af en flok frivillige mennesker, der har sat sig for at finde bevaringsværdige gravstene på kirkegården, hvor de giver dem en kærlig behandling. De renser dem, maler skriften op, og lader dem komme til ære og værdighed igen. Sten fra »Sløjfede grave« kommer så i den nye smukke Mindelund, der er anlagt i et hjørne af kirkegården, hvorfra en sti fører til Jebjerg Bypark.

Mindelunden er anlagt med stier, en lille sø, og et par områder med bænke, hvor man kan sidde i et eftertænksomt øjeblik, og mindes dem, som var engang.

Mindelunden blev indviet af Biskop Henrik Stubkjær, der talte smukt om ideen og udførelsen af dette »Lapidarium«, som er den latinske betegnelse for det.

Biskoppen klippede med et snuptag det flotte røde bånd og erklærede mindelunden for åben. Herefter tog han sig god tid til at snakke med sognebørnene.

Han gav udtryk for, at det var et imponerende stykke arbejde, graver Margit Kjær og hendes team fra Jebjerg Kirkegård havde udført med mindelunden. Han var tydeligt imponeret over »Gravminde-udvalget«, og det arbejde de lægger for dagen, dels med at restaurere de mange sten, men også den tid, de bruger på at finde historien bag navnene på de forskellige gravstene.

Mange benyttede nu stien fra kirkegården gennem byparken til Sport og Eventcenter Jebjergs festlokaler, hvor menighedsrådet var vært ved en frokost for over 100 tilmeldte kirkegængere.

Vender vi tilbage til navnkundige Pastor Glud, var han også en af ophavsmændene bag både Salling Højskole, hvor Salling Efterskole i dag har til huse, og Jebjerg-Lyby Sparekasse, og netop Sparekassens sidste domicil, som ligger skråt overfor Jebjerg Kirke, er også denne søndag blevet indviet som Jebjerg-Lybys nye sognehus.

I det nye sognehus var der dagen igennem åbent hus, med en udstilling om Jebjerg Kirkes historie.

Så det var en ren festdag med mange gode grunde til at flagene i hele byen var hejst.

Jebjerg-Lyby Sparekasses sidste domicil kunne denne søndag indvies som Jebjerg-Lybys nye sognehus. Foto: Jan Sand
Jebjerg-Lyby Sparekasses sidste domicil kunne denne søndag indvies som Jebjerg-Lybys nye sognehus. Foto: Jan Sand
Mindelunden er anlagt med stier, en lille sø, og et par områder med bænke med plads til eftertanke. Skiltet er sponseret af den lokale Midtvest-fondene. Foto: Jan Sand
Mindelunden er anlagt med stier, en lille sø, og et par områder med bænke med plads til eftertanke. Skiltet er sponseret af den lokale Midtvest-fondene. Foto: Jan Sand
Kirkegængerne var klar til at deltage i fejringen af 100 året for udvidelsen af Jebjerg Kirke. Foto: Jan Sand
Kirkegængerne var klar til at deltage i fejringen af 100 året for udvidelsen af Jebjerg Kirke. Foto: Jan Sand
Festgudstjenesten blev varetaget af sognepræst Laila Hansen og biskop Henrik Stubkjær. Foto: Jan Sand
Festgudstjenesten blev varetaget af sognepræst Laila Hansen og biskop Henrik Stubkjær. Foto: Jan Sand