Fem artister fra Salling Cirkus Kids, som til dagligt træner på Cirkusfabrikken i Nordsalling, er netop vendt hjem fra »International Alytus Circus Festival«, der har været afholdt i Litauen. Med hjem fra festivalen havde de unge cirkusartister en flot andenplads.
De fem unge artister er Nicolina, Frida, og Lærke fra Skive, Maya fra Viborg og Lilje fra Nykøbing Mors. Alle er de en del af cirkusklubben Salling Cirkus Kids, og de har den seneste uge været i Litauen for at repræsentere Danmark i en af Europas største konkurrencer for unge cirkusartister.
- Der er ikke så meget fokus på børne- og unge artister her i Danmark, men rent faktisk så har vi nogle af Europas dygtigste artister. Derfor synes jeg, at det giver god mening at sende nogle af dem afsted til konkurrencer i udlandet, så de kan få lov at møde andre dygtige artister og samle inspiration. På den måde får vi også vist de andre, at vi her i Danmark har en underskov af gode unge artister, forklarer Einar Trie, der er leder af Cirkusfabrikken, hvor Salling Cirkus Kids holder til. Der var i alt 70 artister med 37 cirkusnumre med i konkurrencen. De danske artister optrådte med fem forskellige numre. Lilje, Frida, Nicolina og Maya havde et akrobatiknummer sammen. Lærke optrådte med jonglering. Frida og Lilje optrådte i et dobbelt luftnummer i ring og Lilje i solo dansetrapez. Maya var sammen med Nicolina i luften i et fællesnummer i arialsilk.
Efter de indledende runder gik Maya og Nicolina videre til finaleshowet med deres nummer i dobbelt arialsilk.
- At vi gik videre, havde vi slet ikke troet, vi kunne, for de andre var megagode, fortæller Maya.

De to danske pigers luftnummer gik rigtig godt i finalen.
- Da sidste nummer i showet havde optrådt, skulle vi alle ind på scenen for at få vores placeringer. Vi var vildt nervøse, og pludselig hørte vi, at Cirkusfabrikken blev nævnt og så vores navne. Men da vi fik overrakt præmien, vidste vi stadig ikke, at vi havde vundet andenpladsen, fordi det hele foregik på litauisk. Så det var først, da vi kiggede på pokalen, at vi fandt ud af det, og vi blev vildt glade og stolte, fortæller Nicolina.
Ved ankomsten i Billund lufthavn blev de unge artister modtaget i samme stil, som når de danske landshold kommer hjem med guldmedaljer. Forældre og søskende stod med flag og hujede.
Cirkusfabrikken, som er Salling Cirkus Kids daglige træningssted, er også rammen om masser af kurser hvor internationale artister underviser. Hver sommer afholdes European Circuscamp med unge artister fra hele verden, og her havde de fem lokale piger mødt en række af de udenlandske artister.
- Vi kendte mange af artisterne fra Letland og Litauen, som vi skulle konkurrere mod, da de havde besøgt Cirkusfabrikken. Og vi snakker alle samme sprog, nem’li cirkussprog, siger Frida og Lilje.
Foruden campen for unge artister, så holder masser af familier deres sommerferie på Cirkusfabrikken hver sommer i ugerne 28 - 31, da man udbyder Cirkusferier, som er en aktiv familieferie med cirkus som tema.