Thise friskole og børnehus er en af de udstillere, du kan møder til Efterårsmessen i Breum.

Thise Friskole og Børnehus har i årevis været et kendetegn for lokal sammenhængskraft og et fællesskab, der sætter trivsel, læring og leg i højsædet. Skolen og børnehuset har gennem tiden udviklet sig til et centrum for børn og deres familier fra hele Salling, hvor nærhed, engagement og en anderledes tilgang til læring skaber trygge og glade rammer for alle. Skolen og Børnehuset har adgang til by, skov, sø, strand og Limfjorden, hvilket der hyppigt gøres brug af i hverdagen. I skolen kan omgivelserne inddrages som en del at undervisningen, hvor det faglige er i fokus eller til en fælles kælkedag, badedag eller skovtur, hvor fællesskabet er i fokus.

Godt forældresamarbejde prioriteres højt, der bygges på gensidig respekt og tillid til, at alle vil barnets bedste.

Thise Friskole og Børnehus lægger også vægt på, at forældrene er aktivt involveret i skolens og børnehusets daglige liv. Ofte afholdes arrangementer fælles, så hele familien kan følges ad.

Thise Friskole blev grundlagt med ønsket om at tilbyde en alternativ pædagogik, der sætter barnet i centrum. Skolen tilbyder undervisning fra 0. til 9. klasse og fagligheden prioriteres højt på skolen. Udgangspunktet er et læringsmiljø, hvor de som en stor familie har nærvær og god trivsel som grobund for læringen. Undervisningen er varierende, individuelt tilpasset og byder på både klasseundervisning, projektarbejde, valgfag, emneuger og meget andet. Skoledagen er opdelt i tre moduler, hvilket betyder, at dagen højst kan indeholde tre fag og at den slutter senest kl. 14.00. I forlængelse af skoledagen tilbydes pasning i SFO med tid til leg og hygge. For elever i 4.-9.kl. er der åben skole, hvor de kan hygge sig med hinanden efter skoletid.

Skolens størrelse gør, at eleverne på tværs af aldre møder hinanden i dagligdagen. Det sker i såvel faglige sammenhænge som til leg og hygge.

- Vi ønsker at skabe en skole, hvor børnene kan udvikle sig i deres eget tempo og blive mødt som de individer, de er. Her på Thise Friskole handler det ikke kun om faglige resultater, men også om at danne hele mennesker med nysgerrighed, ansvar og evnen til at tænke selvstændigt, siger skolens og børnehusets leder, Dan Otkjær.

Thise friskole ser sig selv som hele Sallings Friskole og har tre busruter, som henter børn i hele området blandt andet Glyngøre, Durup, Harre, Hjerk, Roslev, Branden, Thorum, Junget, Jebjerg, Grønning, Breum og ved Hvalpsund/Sundsøre færgen. Busserne bruges også til at køre til forskellige arrangementer, museer, udstillinger, oplevelser med mere.

Lejrskoler og studieture vægtes højt. I indskoling og mellemtrin er der fem lejrture og de unge i overbygningen er afsted hvert år med f.eks. Berlin, Prag eller skitur til Norge som destination.

Thise Børnehus, der ligger lige ved siden af friskolen, tilbyder pasning for børn i alderen 0-6 år. Institutionen er bygget på samme værdier som friskolen, hvor det pædagogiske personale arbejder ud fra en anerkendende tilgang. Børnene får mulighed for at udforske verden gennem leg, natur og kreative aktiviteter, mens der er fokus på at styrke deres sociale og følelsesmæssige udvikling. Der er gennem de sidste år, blevet arbejdet hårdt på at skabe nogle gode læringsmiljøer i både vuggestue og børnehave.

- Børnehuset er et sted, hvor børnene kan få lov til at være børn, og hvor de kan føle sig trygge. Vi har en stor tilknytning til friskolen, hvilket gør overgangen mellem børnehave og skole meget naturlig og tryg for børnene, forklarer Dan Otkjær.

Med de store, åbne udearealer, som omkranser både skole og børnehus, får børnene rig mulighed for at komme ud i naturen og bruge den som en integreret del af deres hverdag. Aktiviteter som ture ud i det blå, spændende opdagelser i skoven og på markerne omkring er en fast del af pædagogikken.

Der arbejdes meget bevidst med, at der er sammenhæng i de overgange barnet møder. Fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole. Ca. tre måneder før vuggestuebarnet skal starte i børnehave, vil det blive tilbudt en fast børnehavedag om ugen. Når børnehavebarnet skal starte i skole, kommer det med i »Førskolegruppen«. Her møder barnet skolen to dage om ugen med alt hvad det indebærer, såsom nye voksne, store børn samt andre og ukendte krav. Førskolen køres sammen med en voksen fra børnehaven og starter op efter vinterferien.

Alle i Thise børnehus og på Thise Friskole bestræber sig på at skabe en rød tråd i barnets institutionsliv fra det er et lille pus på halvandet år, til det er et ungt menneske på 15 år med livet foran sig. thr

I Thise Børnehus kan man møde børn i alderen fra ca. halvandet år og til førskolealderen. Pressefoto
I Thise Børnehus kan man møde børn i alderen fra ca. halvandet år og til førskolealderen. Pressefoto