Lørdag den 6. juli tog fire juniorer (5.-6. klasse) af sted til en uges 50-års jubilæumslejr på Trevæld.

Det første døgn bød på en del regnvejr og blæst i løbet af natten. Det kostede et enkelt telt livet. Derefter fik spejderne efter eget udsagn noget fantastisk lejrvejr og dermed også mange oplevelser med hjem i bagagen.

Mandag var distrikt dag, hvor hvert distrikt havde planlagt nogle aktiviteter. I Vestlimfjord distrikt havde man planlagt spejder stratego, stigegolf, snobrødskonkurrence og efter aftensmaden var indtaget, gik jagten ind på Grogglen. Tirsdagen gik alle spejdere på hejk, dermed blev lejren pludselig meget tom og stille. Hejk er en vandretur med oppakning og overnatning. Roslevspejdere skulle sove i en lade sammen med andre spejdere.

Onsdag formiddag ankom 11 stk. forventningsfulde ulve (2.-4. klasse) til Trevæld og allerede om eftermiddagen var der fuld fart over dem med et stjerneløb, som fik dem rundt på hele lejren. Dagen blev afsluttet med lejrbål.

Torsdag og fredag bød på endnu en omgang aktiviteter arrangeret af Trevlerne (frivillige tilknyttet Trevæld). Fredagens aktiviteter var lavet som drop in, hvor torsdagen aktiviteter var sat mere i system.

Fredag eftermiddag var der kæmpestor jubilæumskage til alle, og dagen blev afsluttet med endnu et lejrbål.

Lørdag skulle alle telte pakkes sammen og lejren var slut for denne gang.

Alle spejdere fra Roslev var enige om man snart skal af sted igen, ud på nye eventyr i den grønne skjorte. thr

Det var en ret stor kagemand spejderne på lejren fik serveret. Privatfoto
Det var en ret stor kagemand spejderne på lejren fik serveret. Privatfoto
Gruppen af spejdere fra Roslev er klar til flaghejsning. Privatfoto
Gruppen af spejdere fra Roslev er klar til flaghejsning. Privatfoto