VINDERUP NYT og Spøttrup Ugeavis har længe haft næsten identisk udgivelsesområde, og der er masser af gensidig interesse for, hvad der foregår i de to områder.

Det bliver endnu mere tydeligt, når de to ugeaviser fra næste uge går sammen om en ny, fælles ugeavis:

VINDERUP- SPØTTTRUP NYT.

Den nye, fælles ugeavis bliver en spændende nyskabelse med artikler og annoncer fra Vinderup-og Spøttrupegnen.

Over hele landet er der opbrud på ugeavis-markedet. Mange ugeaviser er helt lukket – andre steder er der sammenlægninger.

For Skive Folkeblad er det vigtigt, at holde fast i lokale ugeaviser, når de kan hænge økonomisk sammen. Ugeaviser kan – sammen med den daglige avis fra Skive Folkeblad – sikre viden og indsigt om, hvad der foregår lokalt på vores egn. Det er vigtigt for den lokale sammenhængskraft. Det giver værdi at følge med i det lokale liv – via ugeaviser og via dit lokale dagblad, Skive Folkeblad.

Ole Dall, ansvarshavende chefredaktør på Skive Folkeblad. Foto: Steen Don
Ole Dall, ansvarshavende chefredaktør på Skive Folkeblad. Foto: Steen Don

Såkaldt landsdækkende medier går ikke op i, hvad der sker lokalt. Den opgave har de lokale medier – og vi tager den gerne på os.

Det er samtidig afgørende med lokal opbakning fra annoncører, hvis de gratis ugeaviser skal sikres et godt, langt liv. Det gælder også for nyskabelsen VINDERUP- SPØTTRUP NYT.

Tag derfor godt imod den nye, fælles, gratis ugeavis for Vinderup-og Spøttrupegnen.

Vi er på banen fra næste uge!