- Inden man får set sig som, så flyver årene bare afsted.
Det siger Vibeke Yde Jakobsen, der mandag den 19. februar rundede de 60 år.
Det betyder ikke, at Vibeke ikke stadig kan tage ud til en kunde og gøre rent, selvom hun primært står med det administrative ansvar i sit firma, Ydes hjemmeservice, som hun startede op for 24 år siden som en enkeltmandsvirksomhed.
Gennem lidt over en tredjedel af Vibekes liv, har hun været selvstændig, og det at skulle sætte sine egne penge på spil, gør også at hun har arbejdet ekstra hårdt for at få virksomheden til at fungere.
- Da jeg startede virksomheden, var jeg enig med mig selv om, at jeg bare skulle kunne tjene min egen løn, fortæller Vibeke Yde, som startede kun med én kunde, der skulle have rengøring i to timer hver anden uge. En kunde blev dog hurtigt til flere, og nu har Vibeke mellem 25 og 30 ansatte.
- Det er gået lige så stille fremad. Jeg har aldrig haft drømmen om at blive stor, så når folk spørger om mine planer og mål, bliver de helt overraskede, når jeg siger, at jeg ikke har en plan, siger Vibeke.
Succesen skyldes i høj grad også de mange timer, Vibeke har lagt i virksomheden, og det har givet hende langt større frihed, der hvor hun er nu.
For fem år siden, valgte Vibeke Yde, at leje den gamle købmandsgård i Roslev til kontor, da hjemmekontoret var blevet rimeligt småt med tiden. Dog har hun altid nydt at arbejde hjemmefra.
- Det fungerede egentlig rigtig fint at arbejde hjemme, men nu kan jeg godt se tilbage og være glad for at have mere privatliv. For selvom jeg arbejder mange timer hver dag, er det rart at kunne komme hjem og slappe helt af, forklarer hun.
Selvom mere nu er blevet uddelegeret end tidligere, er Vibeke dog stadig ikke bleg for at tage en tørn.
- Jeg forhindrer ikke mig selv i at tage et rengøringsjob i ny og næ, når der er behov for det, fortæller hun.
For mange kan det at blive 60 år starte tanker om pension og livet efter arbejdsmarkedet.
Det er dog slet ikke der, Vibekes tanker rejser hen.
- For mig er 60 bare et tal. Jeg føler mig hverken gammel eller udbrændt, og jeg tænker at jeg tager 10 år mere, hvis alt går, som det skal, siger hun.
I 2023 vandt Ydes Hjemmeservice Spar Nord og BDO's pris til en succesvirksomhed, som ikke kun afspejler Vibekes arbejde, men også alle hendes medarbejdere.
- Det er jo lige så meget deres fortjeneste. Jeg prøver så vidt muligt at give ros fra kunderne videre til medarbejderne, da det jo er dem, der også gør arbejdet derude, understreger hun. lbn