Hos bokseklubben BK Nordsalling i Tøndering er der kommet mange nye boksere til i løbet af denne sæson.
I klubben er der to hold man kan melde sig på; et drenge-/mandehold og et pige-/kvindehold.
Lige nu har drenge-/mandeholdet ca. 15 deltagere og pige-/kvindeholdet ca. 20 deltagere. Der kommer dog løbende flere til.
Salling Avis var på besøg den 30. oktober, hvor »drengeholdet« og et par piger trænede. Her talte vi med bestyrelsesmedlem i klubben, Kurt Sørensen. Han fortalte, at deltagerne helst skal være 15 år, men at klubben har enkelte deltagere under 15.
»Drengeholdet« mødes og træner tre gange om ugen, nemlig mandag, onsdag, og torsdag, mens »pigeholdet« blot mødes og træner om tirsdagen.
Der var for nyligt et diplomstævne for nye boksere, hvor de nye medlemmer fik muligheden for at møde op i en boksering, og vise, hvad de kan. For at få sit diplom i stævnet, skal deltagerne score mindst 28 point. Diplomstævnet foregik i Aalborg. Salling Avis vil fortælle mere om stævnet i en af de kommende udgaver.
Hvis du er interesseret i at se, hvad boksetræning går ud på, så oplyser BK Nordsalling, at du velkommen til at komme forbi en af de aftener, hvor de mødes og træner. thr
