Den 4. november er det muligt at komme på tur til Regan Vest i Rold Skov. Turen til koldkrigsbunkeren, der åbnede for besøgende i 2023 arrangeres af Else Marie Larsen fra Nautrup.

Else Marie er planlægger og turleder på turen, der denne gang, som noget helt nyt, også er muligt for børn og unge i alderen fra 12 år. Turen begynder med bus fra Nykøbing og med opsamling i Roslev og Skive. Bussen kører direkte til Regan Vest, hvor deltagerne mødes af den nye velkomst- og udstillingsbygning, inden turen i bunkeren med guide begynder i hold af 10 personer.

Den dengang atomsikre bunker er opført i årene 1963-68 og står nu som 5.500 kvadratmeter uberørt danmarkshistorie. Bunkeren blev opført i al hemmelighed med det formål at huse regeringen, embedsmænd samt den siddende regent i tilfælde af atomkrig. Den var skjult for offentligheden i en bakke 60 meter under jorden. Den er bygget som en underjordisk by og står uberørt og fuldt møbleret med alt originalt interiør. Besøget er derfor også et kig ind i en tidslomme, der fører os tilbage til 1960’ernes designklassikere og farver.

Ud over bunkeren kan man på egen hånd besøge velkomstbygningen eller maskinmesterens villa. Villaen er indrettet, som den ville se ud i 1980, og er placeret foran indgangen til bunkeren, som dengang var godt skjult mellem træerne i skoven.

- Det særlige ved denne tur, ud over at børn fra 12 år også kan være med, er at den guidede rundvisning afsluttes helt specielt i atomkrigsbunkerens kantine med smørrebrød sammen med vores guide. Så man har bl.a. mulighed for spørgsmål og yderligere oplysninger, inden vi igen tager bussen hjemad, forklarer Else Marie Larsen.

Spørgsmål og tilmelding til denne historiske oplevelse skal ske til Else Marie Larsen. thr

Regan Vest blev skjult for offentligheden i en bakke 60 meter under jorden. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer
Regan Vest blev skjult for offentligheden i en bakke 60 meter under jorden. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer
Inden man ankommer til den den af bunkeren, der skulle rummer regering, regent og embedsfolk, kommer man igennem en lang indgangstunnel. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer
Inden man ankommer til den den af bunkeren, der skulle rummer regering, regent og embedsfolk, kommer man igennem en lang indgangstunnel. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer
Inde i bunkeren var dette rum tiltænkt landets statsminister. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer
Inde i bunkeren var dette rum tiltænkt landets statsminister. Foto: Lars Horn og Nordjyske Museer