I september 2023 startede gruppen »Strikkedamer i Durup«.
Gruppen mødes tirsdag i ulige uger på Stationen i Durup, og »nørkler«, drikker kaffe samt afleverer færdigstrikkede eller færdighæklede trøjer, tæpper, sokker, huer med mere.
Til Salling Avis oplyser gruppen, at der p.t. er fem til syv personer, der møder op og hygger, og at lige så mange nørkler hjemme og kigger forbi med de færdige ting.
Alle der ønsker at nørkle til frivillige formål er velkomne, oplyser gruppen. Der er også mulighed for at få garn med hjem til flere nørklerier. Gruppen modtager altid gerne garn og garnrester, som kan afleveres på Stationen i Durup hver anden tirsdag eller på Toustrupvang 3. Desuden modtager gruppen bidrag til garn på MobilePay.
Lige i øjeblikket leverer »Strikkedamer i Durup« til SAND, som er hjemløse i Århus, GAIA, som er Krisecenter i Kjellerup, Roslev Kirke - masker med mening, Mødrehjælpen, huer til nyfødte i Gødstrup, Morsø Kommune (socialrådgivere står for uddeling) og Ukraine.
- Vi har forespørgsler fra et par steder mere, som ønsker at aftage vores nørklerier, og det håber vi at kunne efterkomme i fremtiden. På billederne ses nogle af de flittige nørklere Signe, Gunhild, Mona og Jette, oplyser gruppen afslutningsvist til Salling Avis. thr
