I weekenden løb Rødding Æblefestival af stablen med rekordmange deltagere og aktiviteter, der satte æblet i centrum. Med over 4.100 besøgende cementerer Rødding endnu engang sin status som »Æblets By«. Festivalen, som hvert år markerer efterårets start, har aldrig været større eller mere populær, og den tidligere rekord fra 2022 blev overgået med mere end 600 gæster.

Festivalen, der byder på en blanding af viden, oplevelser og smagsprøver, var spækket med aktiviteter for både børn og voksne. Blandt hovedattraktionerne var æblemostning, hvor både private og foreningens egne æbler blev forvandlet til frisk most. Den nye båndpresser satte en bemærkelsesværdig rekord ved at moste næsten 10 ton æbler i løbet af festivalen, hvilket er en stigning på 2 ton fra sidste år. Denne fremgang skyldes ikke mindst de mere end 7.000 træer, som siden 2008 er blevet plantet i området og nu bærer frugt i bogstavelig forstand.

Festivalens brede appel viste sig også i aktiviteter som »Æbleuniverset«, hvor eksperter gav råd om æblesorter, og der blev holdt foredrag og udstillinger om mere end 120 forskellige æblesorter. CiderSpace gav gæsterne mulighed for at lære om fremstilling af cider og smage på lokale produktioner, mens torvestemningen med over 20 boder og street food-stationer fyldte festivalpladsen med liv og glæde.

De mange besøgende blev budt velkommen af Ole Riis, med rødder i landsbyen, der officielt åbnede festivalen med en tale, hvor han både delte personlige anekdoter og historiske referencer til æblets betydning – lige fra Edens Have til Newton. Festivalområdet var gennem hele weekenden fyldt med liv og glade mennesker, og nye tiltag som koret »Sang på Menuen« tiltrak stor opmærksomhed med deres smukke optræden.

Det lokale engagement har været afgørende for festivalens succes. Med over 120 frivillige, eksperter og stadeholdere har Rødding Æblefestival udviklet sig til en af de største og mest værdsatte begivenheder i området. Festivalen tiltrækker nu gæster ikke kun fra nabokommunerne, men også fra andre regioner i landet.

Arrangørerne udtrykker stor tilfredshed med årets arrangement og takker alle, der har bidraget til festivalens succes – fra de mange frivillige til de generøse sponsorer.

Der er allerede lagt op til en ny æblefestival næste år, og mon ikke den også gå efter at slå nye rekorder.cvm

Gæsterne fik smagsprøver og kunne høre om mere end 120 forskellige sorter æbler. Foto: Jan Sand
Gæsterne fik smagsprøver og kunne høre om mere end 120 forskellige sorter æbler. Foto: Jan Sand
Ciderproducenterne viste hvordan man med et snuptag kan fjerne bundfald fra cider - degorgering bliver det kaldt. Foto: cvm
Ciderproducenterne viste hvordan man med et snuptag kan fjerne bundfald fra cider - degorgering bliver det kaldt. Foto: cvm
Den ny båndpresser er effektiv, og der blev mostet næsten 10 ton æbler på festivalens to dage. Foto: Jan Sand
Den ny båndpresser er effektiv, og der blev mostet næsten 10 ton æbler på festivalens to dage. Foto: Jan Sand
Der var små mostepressere, hvor børnene kunne lave most af egne æbler. Foto: Jan Sand
Der var små mostepressere, hvor børnene kunne lave most af egne æbler. Foto: Jan Sand