Theaterpladsen I Skive var denne lørdag aften kold og blæsende og indbød bestemt ikke til at færdes ude, som den lå der i mørket. Alligevel var der trængsel af biler, og en stor gruppe mennesker havde samlet sig foran den gamle teatersal.

Mange klædt helt i sort, med læder og nitter.

Inde i den gamle sal sitrede luften nærmest af ozon, som om et tordenvejr var på vej.

På den gamle scene stod et hav af store højtalere og forstærkere, der omkransede et podie med et gigantisk trommesæt, og oven på det hele stod der kanoner klar, som lignede nogen, der kunne blæse taget af byen teater.

Med et brag blev scenen indhyllet i et inferno af røg, og en skingrende stemme skar gennem lokalet i et hyl, der kunne vække en død engelsk havnearbejder.

- Så lød der Ah-Ah-Ah-Ah, og det talstærke publikum sang med, for nu kom Tordenguderne fra England på scenen og fyrede det kendte AC/DC nummer »Thunderstruck« af med en kraft og en iver, der sikkert af sig selv kunne rive taget af bygningen og blæse det langt ind i næste sogn.

Festen for folk med hang til rockmusik af den hårdtslående slags var nu i gang, og sikke en fest.

Det var ikke de verdensberømte australske rockikoner, der var i gang med en bestialsk bersærkergang midt i Skive, men et coverband, der har formået at fange den intense energi og rå kraft, som har gjort AC/DC til legender inden for rockmusikken.

Publikum var med fra første strofe. Foto: Jan Sand
Publikum var med fra første strofe. Foto: Jan Sand

AC/DC UK er et britisk band, der dedikerer sig til at hylde det ikoniske australske rockband, og gennem årene har dette coverband opnået betydelig anerkendelse for dets autentiske præstationer og hengivenhed til at bevare ånden og arven fra de australske forbilleder.

Midt på scenen farede en lille gnom rundt iført noget, der mindede om en engelsk skoleuniform Han betjente sin guitar med stor professionalisme og lignede nærmest en, der var dyb trance, mens han dansede rundt som Angus Young fra originalbandet og fyrede den ene vilde guitarsolo af efter den anden.

- Og sandelig, for at det ikke skulle være løgn, blev det begejstrede publikum denne aften heller ikke forskånet for en kopi til perfektion af Angus Youngs stripnummer til monsterhittet »The Jack«.

Til publikums taktfaste »She´s Got The Jack« faldt beklædningsstykkerne et efter et for at ende ud i afsløringen af et par boxershorts med Dannebrog på bagdelen.

Skive blev på denne aften omdannet til hele Danmark, da bandets forsanger blev ved med at skrige

»What’s Up Denmark« ud til publikum. Hans vokal kunne uden problemer sagtens forveksles med Brian Johnsons, og det samme kunne den energi, som de store hits blev præsenteret med.

Jamen ligheden må da høre op, kan det virkelig passe, at AC/DC UK fører deres show helt på samme højde som den ægte vare?

»Whole Lotta Rosie« var naturligvis med på scenen. Foto: Jan Sand
»Whole Lotta Rosie« var naturligvis med på scenen. Foto: Jan Sand

- Ja må svaret være, for næste nummer i koncertens afslutning fase, var selvfølgelig »Whole Lotta Rosie« med vel nok verdens største oppustelige »Sømandsballon« (En kæmpemæssig ballon, formet som en letpåklædt pige af den letlevende slags).

AC/DC UK er mere end blot et coverband; de er en hyldest til AC/DC’s musikalske arv og en påmindelse om rockens tidløse kraft. Med deres imponerende musikalske færdigheder og dedikation til autenticitet formår AC/DC UK at bringe AC/DC’s legendariske koncertoplevelse til nye generationer.

Med et blev der stille på scenen, som i helt stille, men kun for et par korte sekunder, inden lyden af en gigantisk klokke rungede gennem luften,.

Brølet fra publikum blæste nærmest bandet bagover, for ingen med bare en lille smule kendskab til rockens tunge drenge var nu i tvivl.

NU skulle vi en tur ad landevejen til helvede. Efter dette brag bevægede avisens udsendte sig ud i natten og begav sig ikke ad »Higway To Hell«, men hjem til sin lune seng, en fantastisk oplevelse rigere.

AC/DC UK. Tak for sangen, drønet og et imponerende show.