Nu har der efterhånden længe været usikkerhed omkring driften af Balling og Roslev Apotek, siden den nuværende apoteker Susanne Møller Jensen sagde sin bevilling op for et halvt år siden - med virkning fra den 1. oktober.
Lægemiddelstyrelsen har derfor endelig offentliggjort hvilke apoteker, der kommer til at overtage driften af de to apoteker efter at have fået pålagt driften af styrelsen, da ingen var interesserede i at søge bevillingerne, da de blev stillet op.
Lars Mos Andersen, apoteker på Løve Apoteket i Skive, skal nu officielt overtage Balling Apotek, imens Jette Havbro fra Sct. Clemens Apotek i Nykøbing Mors skal overtage Roslev Apotek.
Det at få pålagt driften af et nyt apotek er måske ikke altid ønskescenariet for nuværende apotekere, der allerede har nok at se til. Dog har Lars Mou Andersen vænnet sig til tanken.
- Det har længe været givet, at det var mig og Jette, der skulle have dem, og selvom der er nogle ting, som ikke helt er på plads, er det til at have med at gøre, siger han.
Hvis det stod til ham, havde han dog ønsket sig mere tid mellem den endelige beslutning om driften og overtagelsesdatoen.
- Jeg er gået med til at overtage apoteket fra den 1. oktober, men jeg ville gerne have ventet, fortæller Lars Mou Andersen, der efter ønske fra Jette Havbo og nuværende apoteker Susanne Møller Jensen gik med til den 1. oktober.
En speciel løsning
Det er ikke uden problemer at overtage et apotek, der tidligere har været en del af en anden filial, og det mærker Lars Mou Andersen nu, hvor overtagelsen er kommet tættere på.
- Fordi Balling Apotek er en filial under Roslev Apotek, ligger alt hos moderapoteket i Roslev, fortæller Lars Mou Andersen, der ikke mener, at det er blevet løst specielt godt fra Lægemiddelstyrelsens side.
Roslev Apotek overtages nu af Jette Havbo fra Sct. Clemens Apotek i Nykøbing Mors, mens Lars Mou Andersen altså overtager Balling. Og det at man på den måde skiller driften i to, er meget sjældent, mener Lars Mou Andersen.
- Det er ikke så tit, at det sker. Jeg kan faktisk ikke huske, om det nogensinde er blevet gjort før, siger han.
Derfor er der også mange ting, som ikke helt har været på plads inden overtagelsen.
Mangel på personale
Fordi Balling Apotek ikke fungerer som hovedapotek, står apoteket i Vestsalling i princippet tomt for både personale og distribution, når de to apoteker bliver revet fra hinanden.
Og det giver udfordringer.
- Det er svært at finde uddannet personale i disse tider, fortæller Lars Mou Andersen, der understreger, at man skal have et vis antal uddannede farmaceuter for at kunne drive et apotek ordentligt.
Heldigvis er én af de ansatte på Roslev Apotek gået med til at skifte til Balling, og det er derfor, at det overhovedet er muligt for Lars Mou Andersen at overtage filialen.
Det kommer dog til at gå ud over åbningstiderne, indtil der bliver hyret mere uddannet personale.
- Vi kommer til at holde åbent på alle hverdage, men ikke i samme udstrækning som før. Det kan vi ikke med de personaleudfordringer, vi har i dag, fortæller Lars Mou Andersen.
Apoteket kommer derfor til at have åbent mellem klokken 9-16.30 i hverdage og indtil videre have lukket om lørdagen.
- Vi kan ikke dække weekendvagter med kun én faglig medarbejder, siger Lars Mou Andersen.
Håber på forståelse
De nye åbningstider kommer til at køre indtil årsskiftet, hvor Lars Mou Andersen håber på at kunne få ansat mere uddannet personale.
Derfor håber han også på forståelse fra kunderne i Balling, som ikke får helt den samme oplevelse, som de tidligere har haft.
- Jeg håber, folk har forståelse for, at situationen er, som den er, og at der går noget tid, inden det er fikset, siger han.
Den ene medarbejder, der indtil videre skal være i Balling, får dog også hjælp fra både en elev og personale fra Skive, som tager ud og dækker vagter i den nye filial.
Overtagelsen af driften har også skabt en hel del IT-arbejde og andet administrativt arbejde, som skal på plads. Generelt er Lars Mou Andersen dog positivt stemt om fremtiden.
- Vi er vant til at løse udfordringer, så denne her kan vi også løse, siger han.
