Efter beslutning om lukning er fokus på tryg overgang for børn, forældre og medarbejdere, oplyser Skive Kommune i en pressemeddelelse.

Byrådet godkendte tirsdag i sidste uge indstillingen om at nedlægge VSD-Birkely. Arbejdet med at sikre en så tryg proces som muligt for børn, forældre og medarbejdere er i fuld gang.

I maj måned godkendte Skive Kommunes byråd forligsaftalen for en fremtidig struktur på skole- og dagtilbudsområdet. I forligsaftalen fremgik det blandt andet, at VSD-Birkely i Lem nedlægges, og det forslag blev tirsdag aften godkendt af Skive Kommunes byråd.

- Det betyder, at vi i skole- og dagtilbudsafdelingen nu er meget optagede af at sikre en god og tryg proces for de børn, forældre og medarbejdere, som lukningen rammer, siger skole- og dagtilbudschef, Michael Schrader.

Med beslutningen står det fast, at Birkely lukker den 1. december 2023, og at børn, forældre og medarbejdere skal møde ind i en ny institution.