Selvom juleaften stadig er flere uger væk, var stemningen i Oddense næsten lige så festlig som julemorgen. Hele byen var pyntet med flag, der varslede, at noget særligt var på vej. Dagen var kommet, hvor byen igen kunne fejre åbningen af sin egen dagligvarebutik.

Det er omtrent et år siden, at Brugsen måtte dreje nøglen om, og Oddenses borgere blev tvunget til at tage udenbys for at klare deres indkøb. Men en gruppe lokale ildsjæle nægtede at lade det stå til. De tog kampen op for at sikre, at byen igen kunne få en købmandsbutik - et sted, der ikke kun handler om indkøb, men også om fællesskab.

Efter mange timers frivilligt arbejde og et væld af praktiske bidrag fra byens borgere står Brugsens gamle lokaler nu som en topmoderne butik. Indenfor er der gjort plads til, at endnu flere kan bidrage: en liste ved indgangen inviterer frivillige til at tage en tørn.

- Ildsjæle er der mange af her i Oddense - vi står sammen, bemærkede flere lokale stolt.

Åbningsdagen var festlig fra start til slut. Den røde løber var rullet ud, og børn fra børnehaven og skolen gik gennem byen som en farvestrålende slange i deres neonveste. Sammen med frivillige og borgere bød de byens nye købmand hjerteligt velkommen.

Butikken, der er en del af »Min Købmand«-kæden under Dagrofa, føjer sig til selskabet af andre kendte navne som Spar, Meny og Let-Køb. En repræsentant fra Dagrofa roste i sin tale det store lokale engagement og bemærkede, at virksomhedens politik er, at byer med omkring 600 indbyggere bør have deres egen dagligvarebutik.

- Vi ved godt, at Oddense har lidt færre end 600, men vi runder gerne op - og I har gjort det fantastisk, sagde han smilende.

Efter snoreklipningen blev alle inviteret indenfor, hvor der var kaffe og kagemand til de voksne og juice til børnene. Lagerlokalet var forvandlet til en hyggelig café, hvor snakken gik lystigt, og stemningen var varm.

- En købmand i en landsby er jo ikke kun en butik - det er også her, vi møder hinanden og får vendt stort og småt, sagde en af de fremmødte, der tydeligt glædede sig over igen at have et lokalt mødested.

Udenfor var der også masser af liv og aktiviteter. Duften af brændte mandler bredte sig, mens børnene morede sig med ballonmanden Jakob - alias multikunstneren Stevan Jakobsen - der tryllebandt dem med sine ballondyr og magiske tricks.

Med åbningen af »Min Købmand« har Oddense ikke blot fået en butik tilbage, men også et nyt samlingspunkt, der kan være med til at styrke fællesskabet i byen i mange år fremover.

Den røde løber var rullet ud. Foto: Jan Sand
Den røde løber var rullet ud. Foto: Jan Sand
Med åbningen af »Min Købmand« har Oddense ikke blot fået en butik tilbage, men også et nyt samlingspunkt. Foto Jan Sand
Med åbningen af »Min Købmand« har Oddense ikke blot fået en butik tilbage, men også et nyt samlingspunkt. Foto Jan Sand
Der var kaffe og kagemand til de voksne og juice til børnene. Foto: Jan Sand
Der var kaffe og kagemand til de voksne og juice til børnene. Foto: Jan Sand