Roslev havde længe stået uden sin genbrugsbutik, da Folkekirkens Nødhjælps butik på Rybjergvej i Roslev, var blevet ramt af en vandskade.
Da man afventede udbedring af skaderne, dukkede der en mulighed op for at leje sig ind i de tomme butikslokaler på Helsevænget, der kun havde summet af liv ved enkelte indendørs kræmmermarkeder gennem de sidste mange år.
Sidst der var butik i de fine lokaler, var det isenkræmmer og en del af Imerco kæden.
Den sidste tid er der brugt rigtige mange frivillige timer på at male, samle reoler, sætte hylder op, og til sidst få det hele indrettet fint, så det stod klar til den længe ventede åbningsdag.
Nærmest symbolsk blev sidste hånd på klargøringen lavet af skiltemontørerne kort inden genindvielsen klokken 10.00 fredag formiddag.
Allerede klokken 07.00 havde to veninder taget opstilling foran butikken, så de var klar. For de havde udset sig noget ganske særligt, de gerne ville have fingrene i.
Veninderne Heidi Poulsen og Lene Mikkelsen, begge fra Roslev, havde udset sig henholdsvis en stor, flot og nærmest ny dobbeltseng, som den ene af dem gerne ville købe, og den anden ville gerne købe topmadrasserne. Så det var om at være først ved fadet, når den flotte snor blev klippet over.
Det var jo en rigtig indvielse med rød løber og klip af det røde bånd.
Personalet var meget overrasket over, at der kom så mange mennesker, for det havde da været et samtaleemne - kommer der i det hele taget nogen?, havde de spurgt hinanden. Og det gjorde der, må man sige. Hele dagen var der et stort rykind af interesserede, der gerne ville handle, og selvfølgelig gratulere med den flotte nye butik, for det er flot.
Der en afdeling med bøger og en med Radio, TV og andet elektronik. Der er tøj, og sandelig også det, der i fordums tid kunne købes i butikken. Hvem ved, måske har nogle af disse fade i genbrugsbutikken haft en fortid som en helt ny vare i Imerco tiden, så de nu kan handles her for anden gang?
Der var kaffe og en småkage til de, der havde lyst, og det var en rigtig fin åbningsdag, hvor vi kunne konstatere, at interessen for genbrug bestemt er til stede.

