Den 12.-13. oktober 2024 slår Foreningen Rødding - Æblets by i Salling igen dørene op til to festlige dage med Æblefestival 2024, hvor der er fokus på æbler, cider og spændende aktiviteter for hele familien.
Festivalen finder sted i Rødding i Vestsalling og er blevet en af egnens største årlige begivenheder med over 3.000 besøgende.
Festivalen, der begyndte for mere end 15 år siden, er blevet en stolt tradition, hvor frivillige, lokale producenter og æbleentusiaster mødes for at fejre æblet og dets mange anvendelsesmuligheder.
Forud for festivalen holdes der en særlig aften i »Æblesmagning«, den 4. oktober. Her vil æbleeksperterne Boi Jensen og Karsten (Kortbuks) Hansen dele ud af deres store viden om æblesorter og -smag.
Selve festivalweekenden byder på en lang række aktiviteter.
I »Æbleuniverset« kan besøgende lære om æbledyrkning, smage over 120 forskellige æblesorter og få identificeret egne æbler af eksperterne. I »Ciderspace« vil lokale ciderproducenter dele smagsprøver og fortælle om deres produktion, mens vinderen af årets ciderkonkurrence også vil blive afsløret.
Der er lagt stor vægt på at skabe en festival for hele familien med sjove aktiviteter for børn, som f.eks. æblelege og muligheden for at lave sin egen æblemost. Udover det store udvalg af foredrag og workshops, der blandt andet dækker ciderbrygning, jordbundsforhold og æblesygdomme, er der også et særligt fokus på bæredygtighed og lokal produktion.
Alle er velkomne til at medbringe deres æbler til mostning. Sidste år blev der i løbet af weekenden mostet mere end 8 tons æbler. Det bringer glæde, at kunne tage friskpresset most med hjem. I år er der endnu bedre kapacitet til at moste, idet foreningen lige har investeret i et nyt mosteanlæg.
For at få mere information og det fulde foredragsprogram, må man besøge www.aeblefestival.dk.cvm

