Kan man sælge unikke hårplejeprodukter til hele verden, hvis man er beliggende i Glyngøre?

Det korte svar er ja, når man spørger den tre år gamle iværksættervirksomhed Yuaia Haircare ApS, der har 26-årige Nanna Kirk Bundgaard som medejer.

Med flere end 25.000 kunder og en vækst i salget i 2023 på næsten 40 procent, er kursen derfor sat imod nye fjerne kyster for den Glyngøre baserede virksomhed. Her sælger man hårplejeprodukter og tilbehør, og fik 2023 et decideret gennembrud på det danske marked.

- Med et kæmpe udvalg af produkter, kan det i dag være svært som forbruger at gennemskue, hvad der passer til den enkeltes hårtype. Derfor synes vi, der manglede noget gennemsigtighed og information om hårplejeprodukter i øjenhøjde for forbrugeren. Kvalitetsprodukter til en fair pris kombineret med god personlig service blev derfor vores udgangspunkt for virksomhedens værdier, fortæller Nanna Kirk Bundgaard.

Hun har netop købt sig ind i Yuaia Haircare ApS, der udover hende selv, ejes af kæresten Kasper Lindgren og svigermor Lotte. - Vi er en rigtig familie- og iværksættervirksomhed. For os handler det ikke bare om at sende nogle varer afsted, men om at give vores kunder en god oplevelse, når de handler hos os, fortæller Nanna.

Netop kvaliteten er afgørende i et marked med hård konkurrence.

- Vi har valgt at udvikle vores egne unikke produkter, der opfylder vores egne høje krav til kvalitet. Vi tester alt selv indtil, vi er tilfredse. Det er uanset om det er hårvitaminer, hårplejeproduktioner eller tilbehør. En af de store sællerter i 2023 var vores Curved Paddle Brush – en hårbørste med vildsvinehår, der også var nomineret i kategorien ’Årets Beauty Accessory’ ved Danish Beauty Awards 2024, fortæller Nanna.

Salget i Danmark foregår direkte til både butikker og forbrugere.

- Man finder vores produkter i Matas, hos Beautycos og mange andre steder. Den drivende kraft i vores vækst er vores webshop, der har flere end 25.000 kunder. Kundernes tilfredshed er altafgørende, og derfor har vi også en 30 dages tilfredshedsgaranti, fortæller Nanna.

Den fremtidige vækst skal ifølge iværksættervirksomheden drives af udlandet.

- Vi arbejder på at komme ind på de udenlandske markeder. Det gælder vores nærmarkeder i Tyskland og Sverige, men også resten af Europa. Vi har åbnet en international webshop samt indgået et samarbejde med den internationale netbutik Amazon. Det tror vi på kan være med til, at udenlandske forbrugere får øjnene op for vores unikke produkter, påpeger Nanna. Yuaia Haircare ApS har til huse i lokaler på Elmevej i Glyngøre og har netop præsenteret sit bedste regnskab til dato. Overskuddet før skat rundede 300.000 kroner, eller ti gange mere end året før. Virksomheden beskæftiger fem ansatte. thr

Her ses Nanna med virksomhedens produkter, som de selv tester indtil de er tilfredse med kvaliteten. Pressefoto
Her ses Nanna med virksomhedens produkter, som de selv tester indtil de er tilfredse med kvaliteten. Pressefoto