Stemningen var fantastisk, da omkring 600 frivillige tog til fest i Pulsen i Balling torsdag aften i sidste uge. De skulle fejres for deres frivillige indsatser på social- og ældreområdet i Skive Kommune. Og dét blev de med musik, taler, sang og dejlig mad.

Allerede klokken 16.30 ankom de første forventningsfulde frivillige til festen i Pulsen i Balling. Der var dækket op til lidt mere end 600 gæster, og hurtigt var bordene næsten fyldt op. Der var nemlig lagt op til et brag af en fest, med både orkester, kor, taler og stjernen Trine Gadeberg, der som den sidste skulle underholde gæsterne. Og underholdt dét blev de.

Gæsterne ankom tidligt til festen
Gæsterne ankom tidligt til festen

- Det er en rigtig hyggelig stemning. Vi kommer for første gang, og allerede da det startede, var snakken i gang rundt omkring. Man kan godt mærke, at mange kender hinanden. Vi har lige snakket med dem, der sidder ved siden af, og så får man nye idéer til, hvad man kan foretage sig i sin egen forening, sagde Anne Hougesen fra Hvidbjerg, der hjælper til i Mandagsklubben i aktivitetshuset i Hvidbjerg.

Aftenen startede med velkomst af borgmester Peder Christian Kirkegaard, og under både forret og hovedret spillede Møllegårdens orkester skøn musik. Rundt omkring ved bordene blev der snakket, grinet og skålet, og venlige tjenere sørgede for, at de mange gæster ikke manglede noget.

De frivillige fra hele kommunen lyttede også til sang fra Skive Musikskoles kor, og formanden for seniorudvalget Per Jeppesen holdt tale. Men det var dog ikke taler og underholdning, som var vigtigst for flere af de fremmødte. Det var anerkendelsen i sig selv, der gjorde den store forskel.

Borgmesteren holdt velkomsttalen.
Borgmesteren holdt velkomsttalen.

- Det er dejlig at blive anerkendt, ved at blive inviteret herud. Jeg synes, at det er fantastisk, at Skive Kommune anerkender os, for det vi gør, sagde Jonna Jensen, der er kasserer i Senioridræt i Roslev Idrætsklub.