Den frygtede virussygdom bluetongue har gjort sit indtog i Danmark og har fyldt meget både i medierne og sikkert også i bevidstheden hos mange landmænd. Sagros kvægrådgiver Bjørg Andersen opfordrer bekymrede landmænd i området til to ting.
- For det første er man meget velkommen til at gribe telefonen og give sin kvægrådgiver et kald, hvis man er bekymret eller i tvivl om noget. Så tager vi en god snak om det hele, vi holder selvfølgelig nøje øje med udviklingen og udmeldingerne, siger Bjørg Andersen i den seneste udgave af Sagros podcast Fredagstelefonen.
Der er også en anden part, der er god fornuft i at kontakte, og det er forsikringsselskabet.
- Tag kontakt til dit forsikringsselskab og find ud af, om du er forsikret mod bluetongue-virussen, det kan der godt være forskel på, siger hun.
Bluetongue rammer typisk kvæg, geder eller får, og smitten overføres gennem de små blodsugende dyr mitter.
Der er foreløbigt konstateret fire tilfælde af sygdommen i Danmark, det seneste i et hobby-fårehold ved Grønbjerg i Ringkøbing-Skjern Kommune. Tidligere er en besætning med både kvæg og får i Varde også blevet ramt af smitte.
Til forskel fra kvægavlere kan fåreavlerne ikke forsikre sig mod bluetongue-sygdommen. thr
