Så er der igen spændende nyt på avis-området: Du sidder med den første udgave af Salling-Mors Avis, der fremover vil udkomme to gange om måneden til samtlige husstande i Salling, på Fur og hele Mors.
Det har været en succes for Salling Avis at udkomme en gang om måneden både i Salling og på Mors, og det følger Mediehuset Skive nu positivt op med nyskabelsen Salling-Mors Avis.
Salling-Mors Avis vil give dig læsestof fra både Salling og Mors. Og med udgivelsen to gange om måneden tilgodeser vi både behovet for læsestof fra Salling og Mors og stor gennemslagskraft for annoncører, der gerne vil nå kunder både i Salling og på Mors.
De to øvrige onsdage i måneden udkommer Salling-Mors Avis ikke, og det gør Salling Avis heller ikke. Vi satser i stedet på de markante udgivelser for hele Salling og hele Mors to gange om måneden.
Til dig der plejer at modtage Salling Avis hver uge: Du kan fremover løbende blive opdateret med nyheder fra Salling på hjemmesiden ditsalling.dk. Og for alle skivefolkeblad-abonnenter er der selvfølgelig fortsat løbende lokale nyheder i Skive Folkeblad og på hjemmesiden skivefolkeblad.dk
Vi er sikre på, at den fornyede og større avis - Salling-Mors Avis - vil blive godt modtaget af læsere og annoncører, og vi ser frem til at sætte Salling-Mors stærkt på dagsordenen med markante udgivelser om hele området.
Om nyskabelsen siger Skive Folkeblads ansvarshavende chefredaktør Ole Dall:
- Vi bygger positivt videre på den succes, som vi har oplevet med at lade Salling Avis udkomme både i Salling og på Mors. Nu tager vi et naturligt skridt ved at ændre Salling Avis til Salling-Mors Avis og udkomme med fyldige udgivelser to gange om måneden. Der bliver læsestof fra både Salling og Mors, og vi fornemmer både stor læserinteresse og stor interesse blandt annoncører for at få annonce-budskaber ud til netop målgruppen i Salling og på hele Mors.
- Skive Folkeblad har også tidligere en gang imellem sendt enkelte udgivelser af Skive Folkeblad - eller den tidligere ugeavis Midt På Ugen - til Mors.
Så det er ikke nyt for Mediehuset Skive at køre over Sallingsundbroen. Og det føles også derfor helt naturligt og rigtigt, at vi med Salling-Mors Avis kan sikre gennemslagskraft for læsestof og annoncer fra både Salling og Mors, siger Ole Dall.
Har du nyheds-tip til Salling-Mors Avis kan du sende mail til: [email protected]
Næste udgivelse er onsdag den 12. februar 2025 (Se annoncen på bagsiden).