De frivillige i Jebjerg Borger og Erhvervsforening har haft travlt op til december, for det er ikke bare sin sag at få et stort bankospil stablet på benene.
Der skal blandt skaffes præmier, og det lykkedes til fulde, for til fredagens julebanko i Jebjerg Sport- og Eventcenter, var der et imponerende antal af givere, der gerne ville støtte foreningen.
Knap 60 sponsorer blandt egnens handlende, virksomheder, håndværkere, landbrug, spisesteder og meget mere, var med til at gøre udbuddet af gevinster til at høre til i den flotte ende.
Så fredag var der trommet sammen til et godt gammeldags bankospil med rækkegevinster, gevinster på fuld plade og sidegevinster til sidemanden på begge sider ved fuld plade. Selvfølgelig var der også "Amerikansk Lotteri" med flotte gevinster.
Faktisk var der så mange præmier, at der blev spillet "dobbelt spil" i flere af spillene.
Dobbelt spil i Jebjerg betyder, at der i et og samme spil blev spillet til to gange fuld plade. Altså skulle man ikke rydde sin plade for markører efter det første banko ved fuld plade.

Dobbelt spil var nødvendigt. Ellers kunne det godt have gået hen og blevet en midnatsforestilling, inden gevinsterne var fordelt.
Før bankospillet kunne man nyde flæskesteg med kartofler, brun sov og hele mulle tjavsen til. Det benyttede omkring 120 fremmødte sig af, og inden de første gevinster fandt sin ejermand/dame, var der knap 300, der sad klar med pladerne og ventede på det første nummer.
I pausen var der tre børnespil, beregnet på mindre børn, ligeledes med fine præmier.