natur En smuk, frostklar vinterdag gik turen til Fur for at møde Gorm Wæhrens. Han er en passioneret naturfotograf, aktiv i samfundsdebatten og spiller en central rolle i den lokale implementering af den nationale aftale om »Grøn Trepart«.
Naturfredning og Grøn Trepart
Aftalen om »Grøn Trepart« er indgået mellem et bredt politisk flertal, landbrugets organisationer, industrien, fagbevægelsen og Danmarks Naturfredningsforening. Formålet er at reducere kvælstof- og fosforudledningen, skabe mere natur og forbedre vandmiljøet. Gorm Wæhrens er formand for Dansk Naturfredningsforening, lokalafdeling Skive-Salling og deltager i forhandlingerne om, hvordan aftalen helt konkret skal udmøntes i Limfjordsområdet og Skive Kommune.
En livslang interesse for naturen
Naturen har altid haft en særlig betydning for Gorm Wæhrens. Allerede som dreng blev han fascineret af fuglelivet, og en kikkert i konfirmationsgave lagde grunden til en livslang interesse for ornitologi og friluftsliv.
Passion for veteranmotorcykler
Ud over naturinteressen har Gorm Wæhrens en stor passion for veteranmotorcykler. Dette har ført til en mindre nichevirksomhed, hvor han arbejder med specialproduktion af egere til hjul og import af reservedele, til klassiske modeller.
- Samlingen af motorcykler indeholder både Nimbus, Indian - og Harley-Davidson motorcykler og et meget sjældent eksemplar af en danskproduceret Mundus motorcykel fra 1907, fortæller han med entusiasme.
Politisk engagement og erhvervsmæssig baggrund
Gorm Wæhrens har tidligere været aktiv i det politiske liv og opstillet for Det Radikale Venstre. I dag har han valgt at træde et skridt tilbage fra partipolitikken for at kunne favne bredere i sin rolle som formand for den lokale naturfredningsforening.
Hans erhvervsmæssige baggrund er inden for undervisning, hvor han har arbejdet som lærer og skoleleder. Efter sin pensionering fra folkeskolen, har han dedikeret sig til arbejdet med veteranmotorcykler og naturfredning.
Optimisme for Grøn Trepart
Om samarbejdet mellem landbrugets organisationer og de involverede parter i »Grøn Trepart« udtrykker Gorm Wæhrens optimisme.
- Der er en positiv og konstruktiv dialog, og man arbejder mod fælles løsninger, fortæller DN-formanden og fortsætter:
- Inden udgangen af 2025 skal der foreligge en plan for udmøntningen af den politiske aftale, hvor blandt andet jordbundens evne til at tilbageholde kvælstof vil spille en helt central rolle.
Gorm ser gerne, at staten køber jord op og placerer arealerne i en jordfond. Så kan lodsejerne få erstatningsjord - byttejord - når der skal udtages jord.
Der er tale om betydelige arealer, måske hver 7. mark i Salling og en del mere - hver tredje i oplandet til Hjarbæk Fjord. Her vil et detaljeret kortmateriale fra GEUS udpege de jorde, som ikke kan tilbageholde kvælstof og fosfor, og som det giver bedst mening at udtage fra landbrugsproduktion.
Naturfredningsforeningens arbejde
Foruden arbejdet med »Grøn Trepart« beskæftiger den lokale naturfredningsforening sig med en række høringsprocesser og sager, der vedrører byggeri og infrastrukturprojekter i området. Her balancerer foreningen mellem hensynet til naturen og behovet for udvikling.
Et af de områder, som Gorm Wæhrens særligt fremhæver, er samarbejdet med Fjordland, den lokale landbrugsorganisation. Han understreger vigtigheden af dialog og samarbejde, hvor forskellige interesser kan mødes og finde fælles løsninger til gavn for både natur og erhvervsliv.
Furs unikke natur
Valget af Fur som mødested afspejler også Gorms ønske om at vise lidt af øens unikke natur og potentialer. Han tog mig med til et lavbundsområde, der med en simpel handling - at slukke for en pumpe - vil kunne udvikles til et naturområde med en rig flora og fauna, samtidig med at udledningen af kvælstof i Limfjorden reduceres. Det er allerede forundersøgt af kommunen.
Senere besøgte vi familiens hus. Gorm er gift med Kirsten, der er født i Selde, mens han selv er fra Himmerland. Fra huset er der udsigt til både Nordsallings kyst og Seldeområdet og Himmerland – en nær forbindelse til barndommens rødder for dem begge.
Problemet med ulovlig gylleudspredning
Gorm Wæhrens fortæller:
- Forleden aften var det frostklart og der blev kørt gylle ud i Salling. Det gav anledning til henvendelser fra flere af de 700 medlemmer i DN Skive-Salling.
Det førte til, at DN-formanden tog direkte kontakt Fjordland. Drøftelserne i regi af »Treparten«, har skabt gode kommunikationskanaler. Her kunne han så få at vide, at Fjordland allerede havde informeret sine medlemmer om hvilke regler, der er gældende for spredning af gylle. Wæhrens afslutter med:
- Vi havde jo en ulykkelig ulykke sidste år med gylleudslip ved Spøttrup Sø. Det må ikke ske igen, at vi får forurenet vandløbene.
Muflonerne på Fur
Vi nåede også at tale om muflonerne på Fur. Disse bjergfår er ikke hjemmehørende på øen eller for den sags skyld i Danmark og kan skade den beskyttede natur. De kan desuden forstyrre fåreavlen ved ukontrolleret parring. Gorm er ikke i tvivl:
- Muflonerne hører ikke hjemme på Fur, selvom de kan være fascinerende at se. Der er skudt et par stykker, og det siges de smager godt.
En delt tilværelse mellem Fur og Skive
Den 68-årige Gorm Wæhrens deler sin tid mellem huset på Fur og værkstedet i Skive. Med sin brede vifte af interesser og sit engagement i naturfredning er han en vigtig lokal stemme i debatten om natur, bæredygtighed og udmøntning af den lokale »Grøn Trepart«.



