oplevelse Der var spændte miner blandt folkene i velkomstbygningen på Spøttrup Borg. Kommer der overhovedet nogen i aften? spurgte de hinanden...

Grunden til bekymringen var, at deres ellers hyggelige arrangement – som inkluderede fortællingen om Kyndelmisse, et fakkeloptog ned til borgen og en efterfølgende vandring – havde fået en alvorlig konkurrent: Finalen i verdensmesterskabet i håndbold, hvor det danske herrelandshold havde mulighed for at hjemføre den eftertragtede pokal for imponerende fjerde gang i træk. (Dette lykkedes som bekendt.)

Men de bekymrede miner blev hurtigt afløst af brede smil, da omkring 30 gæster trodsede sportens dragning og valgte at deltage i den spændende aften.

Museumsinspektør og arkæolog Turi Thomsen fra Museum Salling bød folk velkommen med et stort smil og gav de praktiske oplysninger for aftenen.

- Efter fortællingen om Kyndelmisse laver vi gammeldags fakler, som vi vikler stof omkring pinde og overhælder med oksetalg (oksefedt). Derefter går vi ned til borgen, hvor vi slukker faklerne af brandsikkerhedsgrunde«, forklarede Thomsen og fortsatte:

- Vi kan desværre ikke komme ind på borgen, da den er mørklagt og uden elektrisk lys, men vi kan gå en tur rundt om den, på den inderste vold, med lygter og nyde synet af borgen i mørket.

Hvad er Kyndelmisse, og hvorfor fejrer vi den?

Kyndelmisse, der falder den 2. februar, er en gammel festdag med rødder i både kristne og hedenske traditioner. Navnet stammer fra det olddanske ord »kyndel«, som betyder lys eller stearinlys. Dagen markerer et skift i årstiden og har historisk set været en tid for at fejre lysets tilbagevenden, da dagene begynder at blive længere efter vinterens mørke.

I den kristne tradition fejres Kyndelmisse som dagen for Jesus´ fremvisning i templet, hvor han blev præsenteret for det jødiske folk som Guds søn. Ifølge traditionen blev dette betragtet som en manifestation af lyset, da Jesus blev omtalt som »verdens lys«. Kirker rundt omkring i Europa har derfor ofte tændt lys og holdt gudstjenester for at markere denne begivenhed.

I den hedenske kultur var Kyndelmisse en fest, der markerede midten af vinteren og tiden for at fejre lys og varme. Mange samfund tændte bål og lys for at jage mørket væk, og traditionen med at tænde lys på denne dag er fortsat i mange kulturer. Kyndelmisse er derfor også blevet et symbol på fornyelse og håb om lysere tider.

Selvom Kyndelmisse i dag ikke fejres i samme omfang som tidligere, er det stadig en vigtig dag i flere kulturer. I Danmark og andre nordiske lande er det en dag, hvor folk samles for at tænde lys og fejre lysets komme. Det er også en dag, hvor mange begynder at se frem mod foråret, og det fungerer som en påmindelse om, at mørket snart vil være forbi.

Der er en række varsler og overtro forbundet med Kyndelmisse, som også spiller en rolle i dagens fejring.

De besøgende fremstillede selv dered fakler. Foto Jan Sand
De besøgende fremstillede selv dered fakler. Foto Jan Sand